isgrube

En flere meter dyb grube gravet i jorden, med støttemure af sten eller mursten og lukket foroven med et murstenshvælv, beregnet til opbevaring og bevarelse af sne, for at have is (komprimeret sne) til rådighed i de måneder af året, hvor den ophobede sne på jorden smelter. De tidligste historiske henvisninger til denne type konstruktion går tilbage til Mesopotamien og det gamle Egypten, for omkring 3.000 år siden. Grækerne og romerne benyttede sig også af is opbevaret i gruber, som de brugte til terapeutiske formål og til at køle drikkevarer om sommeren. Under Den Lille Istid (LIA) nåede den kommercielle aktivitet knyttet til sne sit højdepunkt, hvor mange gruber blev bygget fra det 14. århundrede og fremefter. Ved slutningen af det 19. århundrede var tilbagegangen begyndt, da afslutningen på Den Lille Istid faldt sammen med opfindelsen af kølemaskiner og fremstillingen af kunstig is. Snegruben er også kendt under andre navne, såsom cava, nevera eller kunstig nevero. Selvom deres udformning varierer fra den ene til den anden, har de alle en lille adgangsdør, som fører til en smal indre sidetrappe, ad hvilken man kan gå ned til bunden eller til det niveau, sneen opbevaret indeni når op til. Når der forekom kraftigt snefald i det område, hvor gruben lå, blev et system sat i gang, som involverede flere hundrede mennesker, der på koordineret vis tog sig af at transportere store mængder sne - båret på ryggen - til grubens indgang og, når de var fremme, kastede den ind. Indeni stablede og komprimerede flere arbejdere sneen på passende vis. Når vinteren var overstået, blev den omvendte operation udført: indsamlingen af isen, som, efter at være skåret i blokke, blev transporteret på muldyr til nærliggende befolkningscentre, hvor den blev solgt og distribueret. Mange af disse gruber står stadig, og nogle af dem er blevet restaureret.