Jetstrøm

En intens, smal luftstrøm, der bevæger sig langs en næsten vandret akse i nærheden af tropopausen. I sin centrale del når den den maksimale vindhastighed, aldrig under 110 km/t og ofte over 200 km/t. Jetstrømme kan blive flere tusinde kilometer lange og antager som regel en bølgeformet (sinusformet) form. Deres bredde er flere hundrede kilometer, og deres tykkelse er nogle få kilometer. Omkring deres kerne er der kraftig vandret og lodret vindforskydning, hvilket skaber områder med stærk turbulens. Kommercielle fly formår at spare brændstof og forkorte rejsetiden ved at flyve i jettens kerne med medvind. Den eneste forholdsregel, piloter skal tage, er at trænge ind i denne centrale del og samtidig undgå at passere gennem de perifere zoner, hvor turbulensen er farlig. Til dette formål udarbejdes der dagligt kort med meget præcise oplysninger om den position og højde, som de forskellige jetstrømme langs ruten forventes at indtage. Deres position og retning varierer fra dag til dag. Lejlighedsvis opstår en af disse strømme længere nede i atmosfæren (lavtliggende jet). På Jorden findes der fem hovedjetstrømme. På grund af vores planets kugleform findes der i hver af Jordens halvkugler en polarjet og en subtropisk jet (begge vestlige), mens der ved ækvator strømmer en østlig jetstrøm. Både i Arktis og Antarktis opstår undertiden de såkaldte stratosfæriske jetstrømme. Jetstrømme blev opdaget af den japanske meteorolog Wasaburo Oishi (1874-1950) i 1926, selvom den første videnskabelige omtale er senere; den skyldes den tyske meteorolog Heinrich Seilkopf (1895-1968), som i 1939 anvendte udtrykket strahlströmung ("jetstrøm") til at betegne dem.