vejrsatellit
En kunstig satellit, der kredser om Jorden og udfører meteorologiske observationer, som den sender til modtagerstationer på jorden. De data, den kan indhente, er meget varierede og er ikke begrænset til blot at optage billeder af skyer, hvilket er dens mest kendte funktion takket være vejrudsigterne i fjernsynet. Disse satellitter står også for at overvåge en lang række variable og elementer af meteorologisk og klimatisk interesse, såsom aerosoler (røg, støv, vulkansk aske…), polarlys, gletsjere, isbjerge, iskapper, havoverfladetemperatur, vind, storme, koncentrationer af forurenende gasser, stratosfærisk ozon, CO2, metan… Den dækning, vejrsatellitter tilbyder, er global, hvilket svarer til en mængde på millioner af nye datapunkter hver dag, der fodrer de numeriske vejrudsigtsmodeller. Den første vejrsatellit, der med succes gennemførte sin mission, var TIROS 1, opsendt af NASA den 1. april 1960. Dens forløber var Vanguard 2, en del af et projekt fra det amerikanske søværn, opsendt året før (den 17. februar 1959). Selvom denne satellit var designet til at måle fordelingen af skydække og luftdensitet, gav den næsten ingen data, hvorfor TIROS 1 normalt betragtes som historiens første vejrsatellit. Opsendelsen i 1963 af WMO's World Weather Watch-program gav definitivt et løft til observationen af atmosfæren fra rummet takket være vejrsatellitter. Afhængigt af den højde over jordoverfladen, hvor en kunstig satellit placeres, skelnes der mellem fire typer baner: 1) lav jordbane (polær bane eller parkeringsbane); 2) mellemhøj jordbane (anvendt af satellitter, der muliggør globale navigationssystemer); 3) geosynkron bane; og 4) høj jordbane. Vejrsatellitter falder inden for kategori 1 og 3.