Nordatlantisk Oscillation

Internationalt kendt under forkortelsen NAO (North Atlantic Oscillation) og først identificeret i 1924 af den britiske meteorolog Sir Gilbert Thomas Walker (1868-1958), består den af en storskala-fluktuation i luftmassen mellem Islandsregionen og Azorregionen, begge i Nordatlanten. Denne naturlige oscillation bestemmer i høj grad den variabilitet, der findes i den atmosfæriske cirkulation over Europa, hovedsageligt om vinteren. Dens indflydelsesområde er ikke begrænset til det europæiske kontinent, men strækker sig fra Nordamerika til det nordlige Asien, og den spiller derfor en vigtig rolle for klimaets adfærd i hele den nordlige halvkugle. Det forskellige fortegn og den forskellige styrke, som NAO kan antage, beregnes ved hjælp af et standardiseret talindeks (NAO-indekset), defineret som forskellen i overfladelufttryk mellem to vejrstationer, beliggende henholdsvis i det nordatlantiske område, hvor det subtropiske højtryk dominerer, og i lavtryksområdet ved Island. Oprindeligt blev stationerne Ponta Delgada på Azorerne (Portugal) og Stykkishólmur (Island) valgt til beregningen. Med tiden begyndte klimatologer også at bruge andre referencestationer, såsom Reykjavik, Lissabon eller Gibraltar. Ved at beregne NAO-indekset for hvert år er det muligt at fastslå, om oscillationen er positiv (NAO+) eller negativ (NAO-), afhængigt af om værdien er større end +1 eller mindre end –1. Hvis værdien ligger mellem –1 og +1, har vi neutrale forhold. I den positive fase viser Azorhøjtrykket højere tryk end normalt, hvilket fremmer blokeringssituationer. I den negative fase er nævnte højtryk mere svækket, hvilket gør det muligt for tog af lavtryksområder - med tilhørende vindstorme - at passere gennem lavere breddegrader.