penitenter

Den forkortede måde at henvise til "sne-penitenter" på. Dette navn gives til de slående tinder af kompakt sne, af meget varierende højde (fra få centimeter op til mellem 4 og 5 meter), som et snedække, der udsættes for meget særlige og ekstreme meteorologiske forhold, til sidst omdannes til. Et så mærkeligt navn skyldes deres lighed med en procession af bodsgørere i den stille uge, hver af dem klædt i deres spidse hætte. De er blevet dokumenteret i højbjergsområder i forskellige bjergkæder rundt om i verden, og dannes hyppigst i det ørkenagtige, bjergrige område i de centrale Andesbjerge i Argentina og Chile, som regel over 4000 meter over havets overflade. I Spanien dannes de lejlighedsvis både i Pyrenæerne og på bjerget Teide. Disse isnåle er resultatet af tab af sne gennem smeltning og sublimation. I det nævnte andinske område er miljøet, ud over at være iskoldt, så ekstremt tørt, at overfladesneen begynder at fordampe og danner fordybninger i snedækket. Efterhånden som disse huller gradvist forstørres, bliver solfaktoren relevant (forskellig indstråling mellem solbeskinnede og skyggede områder), hvilket fremskynder processen med snetab og gradvist gennemborer laget, indtil det kulminerer i dannelsen af denne slags isstalagmitter. Den første videnskabelige omtale af penitenter skyldes den engelske naturforsker Charles Darwin (1809-1882), som stødte på dem under en ekspedition gennem det andinske område den 22. marts 1835. Den franske glaciolog, bosiddende i Chile, Louis Lliboutry (1922-2007), var den første til at forklare tilfredsstillende, hvordan de dannes.