lynafleder

En anordning, der beskytter en bygning mod at blive ramt af lyn, og som dermed værner om den fysiske sikkerhed for de mennesker, der opholder sig i den. Lynafledere anbringes også på skibe og de mest forskelligartede typer anlæg (antenner, elmaster, vindmøller...). Den mest almindelige af alle er baseret på spidsudladningseffekten og er også kendt som en Franklin-lynafleder, opkaldt til ære for dens opfinder: multitalentet Benjamin Franklin (1706-1790). Takket være sit berømte drageeksperiment, udført i Philadelphia (USA) den 15. juni 1752, påviste han, at lyn er elektriske udladninger. Året efter (1753) opfandt han anordningen. Den konventionelle lynafleder placeres på bygningers højeste punkt og består af en eller flere metalstænger af galvaniseret stål, der ender i en spids af wolfram, som er modstandsdygtig over for de høje temperaturer, der opstår, når lynet rammer den. Ioniseringen af luften ved denne spids åbner vejen for lyn, der kommer fra tordenskyer. Den anden ende forbindes til jorden via metalledere med lav modstand. På denne måde bliver lynet, når det rammer lynaflederen, hurtigt ledt ned i jorden, hvilket forhindrer udladningen i at forårsage skade på bygningens struktur. Nogle lynafledere - også baseret på spidsudladningseffekten - er kronet med en slags ring, der indeholder en lille mængde af en radioaktiv isotop, hvis formål er at ionisere luften omkring anordningen yderligere. Der findes også nettype-lynafledere - baseret på det fysiske princip for Faradays bur -, som består af et jordforbundet metalnet, der dækker bygninger fuldstændigt. En moderne bygning med en metalkonstruktion opfylder den samme funktion, hvilket er grunden til, at sandsynligheden for, at lynet trænger ind i den og forårsager skade indvendigt, reduceres til stort set nul.