vanddamp

En farveløs sporgas, der indgår i luften, og som spiller en vigtig rolle i den atmosfæriske dynamik og Jordens energibalance. Den optages i atmosfæren hovedsageligt gennem fordampning fra de store vandmasser, der dækker Jordens overflade, hvortil kommer bidrag fra vegetationen (evapotranspiration) og, i mindre grad, fra sne- og isdækket (sublimation), som også er bemærkelsesværdige. Det er den atmosfæriske bestanddel, der udviser den mest uregelmæssige fordeling, både i rum og tid. Dens andel i luften kan variere fra knap 0,4% i volumen i ørkenområder til 4% i skytåger og tropiske regnskove, og den aftager støt, jo højere man kommer op i atmosfæren. Den er hovedsageligt koncentreret i den nedre og mellemste troposfære. Den har en stor evne til at absorbere stråling fra solen (kortbølget) og fra Jordens overflade (langbølget), hvilket gør den til en fremtrædende drivhusgas og den vigtigste regulator af temperaturen på planetarisk skala. På et populært niveau er der en betydelig forvirring omkring dens natur, da forestillingen er udbredt om, at skyer, dampen fra varmt vand eller den ånde, vi puster ud gennem munden på kolde vinterdage, alt sammen er vanddamp. I alle disse tilfælde er det, der observeres, resultatet af en faseovergang fra damp til væske, da alle disse elementer består af mikroskopiske vanddråber, som er opstået ved kondensering af den vanddamp, der findes i luften. Af den samlede mængde vand i atmosfæren - i enhver af dens tre tilstandsformer - udgør vanddamp 96%, selvom den gennemsnitlige levetid for et molekyle af denne gas i det atmosfæriske miljø kun er ti dage.