ozon
En sporgas til stede i atmosfæren, hvis højeste koncentrationer nås mellem 20 og 25 kilometers højde (stratosfærisk ozon) og også i by- og industriområder (troposfærisk ozon). I daglig tale taler man om henholdsvis "god" og "dårlig" ozon på grund af den - gavnlige eller skadelige - rolle, den spiller. Ozonmolekylet er iltens triatomiske form. Det er resultatet af foreningen af et iltmolekyle med et frit atom af samme grundstof. Dets kemiske formel er O3, og blandt dets karakteristika kan fremhæves dets blå farve og en intens metallisk lugt, som opfattes meget tydeligt, når der er tordenvejr med kraftig lynaktivitet. Lynnedslag dissocierer på deres vej gennem luften iltmolekyler, hvorved der frigøres frie atomer af dette grundstof, som ved at forene sig med andre ikke-dissocierede molekyler danner ozon. Denne egenskab er grunden til dets navn, da det har sin oprindelse i det græske ord ὂζειν ( ozein ), der betyder at lugte. I troposfæren er det, ud over at dannes spontant, en sekundær forureningskilde, der genereres ved fotokemiske reaktioner, hvor NOx og VOC'er (flygtige organiske forbindelser) forbindes med ilt. Ved høje koncentrationer er det skadeligt for helbredet, idet det er et kraftigt oxidationsmiddel og også fungerer som en drivhusgas. Stratosfærisk ozon, som hovedsageligt findes i ozonosfæren, spiller en vigtig rolle i stratosfærens strålingsbalance på grund af dens store evne til at absorbere ultraviolet stråling fra solen. Den danner en slags skjold, der forhindrer den mest energirige og livsfarlige del af denne stråling (type B og C) i at nå Jordens overflade, hvilket muliggør liv på Jorden.