ENSO

Det internationalt anvendte akronym for klimamønstret El Niño - Southern Oscillation (El Niño - Southern Oscillation, på engelsk). Dette naturlige fænomen er det tydeligste udtryk for koblingen mellem atmosfæren og havet. Det er en storskala bimodal svingning, hvis negative fase er El Niño, og hvis positive fase er La Niña. Indtrædelsen af en ENSO-episode kendetegnes ved betydelige overfladetrykanomalier mellem Tahiti i Fransk Polynesien og Darwin i det nordlige Australien, samt ved havoverfladetemperaturer i det centrale og østlige ækvatoriale bælte af Stillehavet. I klimatologien anvendes det såkaldte Southern Oscillation Index (kendt som SOI) til at fastslå, hvornår en given fase af ENSO begynder. Dette indeks fremkommer ved den standardiserede forskel mellem de atmosfæriske tryk, der måles på de nævnte steder. Under normale forhold - med en neutral ENSO - er trykket lavere i Darwin end i Tahiti, hvilket opretholder en luftstrøm fra øst mod vest (passatvindsregime), som transporterer store mængder vanddamp til den østlige del af Stillehavsbassinet, hvilket giver anledning til det karakteristiske regnfulde vejr i det nordlige Australien og de nærliggende Papua Ny Guinea og Indonesien. Under El Niño-forhold svækkes trykforskellen på begge sider af bassinet, det samme sker med passatvindene, de opadgående strømme af fugtig luft reduceres, og havstrømmene ændres, idet overfladevandet i det nævnte bælte opvarmes. Alt dette ændrer markant vindmønstrene og nedbørsregimerne i hele Stillehavsregionen. Mens Australien oplever tørke, forekommer der på den anden side af bassinet, på vestkysten af det ækvatoriale bælte i Sydamerika, skybrudsagtige regnskyl, som forårsager oversvømmelser. Med fænomenet La Niña (ENSO's positive eller kolde fase) sker der netop det modsatte. I begge faser er ENSO's indvirkning ikke begrænset til Stillehavsbassinet, idet dens effekter mærkes i mange flere regioner af verden.