vindrose

Et stjerneformet diagram, hvor de relative hyppigheder af de forskellige vindretninger, målt ved en vejrstation eller et observatorium over en given tidsperiode, repræsenteres. Hyppighederne for forskellige hastighedsintervaller grupperet efter retning kan også repræsenteres. Procentdelen, der svarer til vindstille, noteres i en cirkel tegnet i midten af rosen. Længe før vinden begyndte at blive målt med instrumenter, blev de første vindroser med retningerne for hovedvindene etableret, hovedsageligt beregnet til at hjælpe søfarende med at orientere sig på havet. Ældgamle vindroser findes i forskellige kulturer og blev mere sofistikerede med tiden. I klassisk tid henviser den græske digter Homer (8. århundrede f.Kr.) i Odysséen til en rose med fire hovedvinde (Boreas, Eurus, Notus og Zefyros), anbragt efter de fire verdenshjørner. Filosoffen Aristoteles (4. århundrede f.Kr.) etablerede en rose med 8 retninger, Timosthenes (3. århundrede f.Kr.) en med 12, og den romerske arkitekt Vitruvius (1. århundrede f.Kr.) en med 24. Den 32-punkts rose, der bruges i dag, blev først afbildet på et middelalderligt verdenskort tilskrevet den mallorcanske geograf og kartograf Abraham Cresques (14. århundrede), selvom nogle kilder tilskriver dens opfindelse den ligeledes mallorcanske Ramon Llull (ca. 1232-1315 eller 1316). Den nævnte 32-punkts vindrose omfatter 8 hovedvinde (fire, der markerer verdenshjørnerne, og fire, der er sidevinde), 8 halvvinde (kollaterale) og 16 kvartvinde (quartas).