partikelforurening

Forkortet måde at henvise til partikelforurening (PM) på. Denne betegnelse gives til blandingen af små partikler i flydende eller fast form, af både organisk og uorganisk oprindelse, der svæver i luften og bidrager til dens forurening. Disse partikler omfatter meget forskelligartede elementer, såsom mineralstøv, sod, sulfater, nitrater, silikater, aske, pollen og så videre. Emissionskilderne kan være naturlige (vulkanudbrud, skovbrande) eller stamme fra menneskelige aktiviteter (trafik, industri, landbrug...). I luftkvalitetsundersøgelser klassificeres partikelforurening som PM10 eller PM2,5, afhængigt af størrelsen. Den første kategori (PM10) svarer til de større partikler, med diametre mellem 10 og 2,5 µm, mens den anden (PM2,5) omfatter fine partikler med diametre mindre end 2,5 µm. Sidstnævnte er de farligste for sundheden, da de ved indånding ikke tilbageholdes i luftvejene (hvilket sker med PM10), men når frem til lungealveolerne - i den yderste del af bronkiolerne - og derefter går over i blodbanen. I de senere år er der begyndt at fremkomme undersøgelser fokuseret på de såkaldte ultrafine partikler (PM1), med diametre mindre end en mikron (1 µm). Se også vulkansk aske.