smog

En snavset tåge, der dannes i bymæssige og industrielle miljøer, hvor luftforureningen er høj. Udtrykket opstår ved sammensmeltning af de engelske ord smoke (røg) og fog (tåge) og er internationalt kendt som sådan. Den smog, der rammer storbyer, skyldes hovedsageligt trafik og er kendt som fotokemisk smog. Forbrændingen af kulbrinter i motorkøretøjer udsender kulilte og kvælstofoxider (NO_x) (NO som et primært forurenende stof og NO₂ som et sekundært, der dannes af det ved forbindelse med ilt) til luften, blandt andre gasser, ud over forskellige flygtige organiske forbindelser, der også optages i atmosfæren. I nærvær af solstråling opstår der en række fotokemiske reaktioner, som danner store mængder nye skadelige stoffer (sekundære forurenende stoffer) såsom ozon, som gradvist tilslører miljøet, reducerer sigtbarheden og danner en slags kuppel (det er, hvad det kaldes) af brunligt udseende, der dækker hele byen. Dens tilstedeværelse irriterer øjnene og luftvejene, hvilket får mange mennesker til at udvikle sygdomme som rhinitis, bronkitis, astma eller lungebetændelse. Vedvarende anticykloniske situationer, især om vinteren, med en temperaturinversion til stede, hvor insolationen er høj, og der næsten ikke er nogen vind, fremmer dannelsen og den gradvise stigning af fotokemisk smog. Der findes en anden type smog, industriel smog - også kendt som grå eller svovlholdig smog -, som skyldes udslip af partikelformige og gasformige forurenende stoffer fra industriel aktivitet. Afbrænding af kul i fabrikker, termiske kraftværker og nogle byer er den vigtigste kilde til atmosfærisk udslip af sod og svovldioxid (og fra det, andre stoffer som svovlsyre og forskellige sulfater), som, når de optages i tågens vanddråber, resulterer i den nævnte industrielle smog, som er stærkt forurenende.