regnmåler

Et meteorologisk instrument, der bruges til at måle mængden af nedbør, der er faldet et sted i løbet af en given tidsperiode. Den type, der anvendes på vejrobservatorier, er godkendt af Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) og er af Hellmann-typen, opkaldt til ære for den tyske meteorolog Gustav J. G. Hellmann (1854-1939), som vi skylder opfindelsen (i året 1886). De første beholdere, der blev bygget ad hoc til at opsamle regnvand og føre optegnelser over det, blev brugt i Det Gamle Grækenland og går tilbage omkring 2500 år. Et mærket kar brugt til samme formål er også dokumenteret i Indien omkring det 4. århundrede f.Kr. Planlægningen af landbrugsopgaver var det, der drev opfindelsen af disse tidlige regnmålere, ligesom det var tilfældet med den, der dukkede op i Korea i 1441, på tidspunktet for kong Sejong den Stores regeringstid (1418-1450). Kendt som cheugugi bestod den af en jernbeholder med standardiserede mål, hvoraf der blev fremstillet nøjagtige kopier, som blev fordelt til hver provinsguvernør, hvilket gjorde det muligt at føre nedbørsoptegnelser i hele landet. I 1639 fremstillede den italienske fysiker Benedetto Castelli (1578-1643) - en discipel af Galileo - et simpelt gradueret glaskar, der blev brugt til at opsamle regnvand, og som også tjente som regnskriver. Selvom opfindelsen af den første regnmåler i historien (som et egentligt videnskabeligt instrument) sædvanligvis tilskrives den engelske arkitekt Christopher Wren (1632-1723), tilkommer den ære Castelli, eftersom det, Wren opfandt - i 1662 -, var den første vippeskål-regnskriver. Det var en regnmåler med vippeskåle, der indeholdt et mekanisk system, som gjorde det muligt for en pen med blæk at tegne en kontinuerlig optegnelse af den faldne regn på gradueret papir. Det var først i slutningen af det 19. århundrede, at problemet med at måle nedbør pålideligt blev løst, eftersom de forskellige regnmålere, der var designet indtil da, ikke formåede at overvinde alle de vanskeligheder, der var forbundet med at måle denne variabel; hovedsageligt tabet, gennem fordampning, af en del af det nedbørte vand. Den regnmåler, som Hellmann opfandt, bestod kvalitetskontroltestene med succes. Dens funktionalitet matches af dens modstandsdygtighed over for hårdt vejr. Udvendigt er instrumentet en cylinder af galvaniseret pladejern, dannet af to dele, der passer sammen, den ene oven på den anden. Den øverste er åben og udgør regnmålerens munding. I dem, der er godkendt af WMO, er overfladearealet 200 cm². Fra denne åbning løber en tragt nedad, gennem hvilken vandet fra regn, sne eller hagl passerer og ender i en beholder, der er anbragt inde i den nederste del. For at foretage observationen adskilles de to cylindriske kar, den nævnte beholder fjernes fra den nederste, og - i tilfælde af at der har været nedbør i det tidsrum, der er gået siden den forrige observation - hældes det opsamlede vand over i en passende gradueret målecylinder. Aflæsningen heraf giver direkte antallet af millimeter i højden af den vandfilm, som nedbøren har efterladt, forudsat at den fordeles over en uigennemtrængelig overflade, og at der ikke sker fordampning. Disse millimeter svarer til liter pr. kvadratmeter.